Vinterberedskabet er linet op og klar til vintertjeneste i Ørestad. Foto: GFS Ørestad

Vinterberedskab i Ørestad: Mens du sover, salter vi

Når vintervejret spidser til, sætter Ørestads bydelsdrift ind med maskiner til snerydning og saltspredning. I sårbare parkområder anvendes det miljøvenlige tømiddel kaliumformiat som alternativ til vejsalt. Det skåner beplantningen, forklarer driftschef.

Du kender det.

Regn, sne, slud og sjask – overalt.

Vintervejret tøver ikke med at gøre livet surt for fodgængere, cyklister og køretøjer.

“Det er vi forberedt på,” siger Driftschef i GFS Ørestad Christian Andersen: “Mens de store anlægsprojekter er sat på pause, har vi travlt med snerydning, isbekæmpelse og saltning.”

For at løse opgaverne er Grøn Vækst tilknyttet som GFS Ørestads driftsoperatør.

 

Sneen har lagt sig i parken Grønningen, hvor en mand trasker igennem den vejsaltede sne på ski.

Sneen har lagt sig i parken Grønningen i Ørestad Nord, hvor stierne har fået et skud vejsalt. Foto: GFS Ørestad

Ved at omstille til saltning med kaliumformiat i områder, hvor unge træer, blomster og planter er ved at etablere sig, skåner vi beplantningen
Christian Andersen, Driftschef i GFS Ørestad

TRÆVENLIGT TØMIDDEL SKÅNER BEPLANTNING

I tilfælde af snevejr og isdannelse kører bydelsdriften ud i ly af natten og salter på grundejerforeningernes arealer, herunder fortove, stier, parker og private fællesveje.

Forskning har dog vist, at almindeligt vejsalt har en nedbrydende indvirkning på planter og træer. Derfor anvender Ørestads bydelsdrift i højere og højere grad det miljøvenlige tømiddel kaliumformiat. “Ved at omstille til saltning med kaliumformiat i områder, hvor unge træer, blomster og planter er ved at etablere sig, skåner vi beplantningen,” forklarer Christian Andersen:

“Kaliumformiat har nemlig den fordel, at det ikke efterlades i jorden, men selv nedbrydes af den. Det forårsager ingen saltskader eller strukturændringer i jorden, hvilket gør det til et af de mest miljøvenlige tømidler, markedet har at byde på.”

Kaliumformiat anvendes blandt andet i Ørestad Citys parker og parkanlæggene på Richard Mortensens Vej og Else Alfelts Vej, hvor der er plantet mange træer og etableret tæt beplantning.

Selv om vi gør alt, vi kan, hjælper salt ikke, hvis temperaturen sniger sig under seks minusgrader. Beton og is er en særligt farlig kombi. Derfor er det vigtigt at passe på sig selv, når man bevæger sig ud i vinterkulden
Christian Andersen, Driftschef i GFS Ørestad

HOLD ØJE MED BETONEN

Når Ørestads bydelsdrift salter fortovene og vejene, er det for at komme glatte belægninger til livs. Men når kulden for alvor kommer, bliver saltets smelteevne udfordret.

“Selv om vi gør alt, vi kan, hjælper salt ikke, hvis temperaturen sniger sig under seks minusgrader,” forklarer Christian Andersen: “Beton og is er en særligt farlig kombi. Derfor er det vigtigt at passe på sig selv, når man bevæger sig ud i vinterkulden.”

Bydelsdriften er i perioder med minusgrader ekstra opmærksomme på glatføre og salter hellere en gang for meget end for lidt.

 

Parkbåndet på Richard Mortensens Vej er et af de områder, som saltes med kaliumformiat for at skåne træerne. Foto: GFS Ørestad

FAKTA

  • I Ørestad ejer og bestemmer de lokale grundejerforeninger selv over byens parker, pladser og private fællesveje. Foreningerne betjenes af det fælles sekretariat GFS Ørestad, som blandt andet sørger for, at der bliver saltet, ryddet sne, tømt affald og fyldt op med hundeposer
  • De daglige driftsopgaver udføres i samarbejde med Grøn Vækst, der er tilknyttet som grundejerforeningernes driftsoperatør i hele bydelen
  • Bydelsdriften anvender vejsalt på de grå anlæg og flere steder det miljøvenlige tømiddel kaliumformiat på de grønne arealer.