Du må gerne tage på sanketur og plukke urter, bær og frugter til eget brug på grundejerforeningens område. Det drejer sig blandt andet om de store parker Grønningen og Byparken samt Ørestad Citys lommeparker og de grønne områder på Else Alfelts Vej og Richard Mortensens Vej i Ørestad Syd.
En gammel, sjov regel siger, at man må plukke vild mad nok til at fylde en hat. Den hat skal nok blive hurtigt fyldt, hvis du ved hvor, du skal lede. Vi guider dig her i artiklen til tre af de skønneste “spiselige oaser” i Ørestad.
Læs videre og bliv inspireret!
Du finder et varieret udvalg af friske råvarer i Ørestads parkområder.
“Frugtlommen” er Ørestad Citys fælles nyttehave. Du er altid velkommen til at gå på opdagelse i haven, plukke krydderurter til din madlavning og smage på sommerens bær. Udvalget af råvarer varierer alt efter sæsonen.
I Frugtlommen kan du blandt andet finde citronmelisse, rabarber, estragon, timian, oregano og et bredt udvalg af bær.
Lommeparken findes mellem Byparken og Edvard Thomsens Vej. Find den på Google Maps.
Frugtlommen i Ørestad City er lige til at spise. Lommeparken er indrettet med et væld af bærbuske, frugttræer og urter, som du er velkommen til at sanke.
I den nordlige ende af Else Alfelts Vej – ved krydset på Ejler Billes Allé – finder du Arenakvarterets “Skovplads.”
Skovpladsen er et af de nyeste haveområder i Ørestad. I 2020 fik pladsen et grønt løft fra græsplæne til grøn oase med træer, volde, kampesten, bord-/bænkesæt og bede med lækre råvarer.
Her er der blandt andet plantet havtorn, stikkelsbær, røde ribs, solbær, mispel, vildpære, citrontimian, salvie, hassel og hyld.
Find Skovpladsen på Google Maps.
Ud over boldbaner, legepladser og hængekøjer gemmer Grønningen i Ørestad Nord på en skattekiste af vild mad.
Over årene er der blandt andet plantet æbletræer, ribs, solbær, stikkelsbær, løgkarse, purløg, oregano, salvie og havetimian. Gå en tur i parken og hold øjnene åbne efter bærrene og urterne i den tætte beplantning.
Find Grønningen på Google Maps.
Ud over boldbaner, grillpladser og hængekøjer gemmer Grønningen på en skattekiste af lækre råvarer. Gå på opdagelse i bedene og tag lækkerier med hjem til køkkenet. Foto: GFS Ørestad