Ledig stilling

Kung-fu-panda til grøn, grå og blå bydelsdrift i Ørestad

Vi leder efter dig, der forstår de udfordringer, den daglige drift står overfor, samtidig med at du kan omsætte viden og data til nye løsninger og best practice for Ørestads grundejerforeninger og vandlaug.

 

Om jobbet

Den daglige drift af Ørestads grønne områder og veje varetages af en ekstern driftoperatør. Så din opgave er at sikre den løbende kontakt og opfølgning, at datagrundlag og dokumentation er i orden, at der bliver indgået de rigtige aftaler og kontrakter, og at leverandørerne og entreprenører lever op til at deres ansvar.

Vi har allerede digitaliseret en stor del af vores assets, og det bliver din opgave at kvalitetssikre de data og bruge erfaringerne til at udarbejde bæredygtige langsigtede planer for både drift og vedligehold af Ørestads private veje, parker og pladser. Samtidig skal du vedligeholde og udvikle systemerne, i takt med at bydelen bliver udbygget, og arealer overdrages til grundejerforeningerne.

Du får også en central rolle i forhold til kanaler og vand i Ørestad, hvor det er din opgave at holde snor i bestyrelsens og driftsgruppens sager. Du bliver ansvarlig for dagsorden, møder og referater samt opfølgende sagsbehandling. Vandlaugets to medarbejdere og vores eksterne driftoperatør står for den daglige drift, men du skal have fingeren på pulsen og omsætte hverdagens udfordringer og løsninger til beslutningsoplæg, koordinering og sagsbehandling.

 

Om dig

  • Du har erfaring med drift og vedligehold af veje, parker og pladser fra en kommune eller lignende
  • Du har erfaring med udbud, kontrakter og økonomistyring
  • Du har en uddannelsesmæssig baggrund som f.eks. landskabsarkitekt, skov- og landskabsingeniør, have- og parkingeniør, byggeleder, arkitekt eller lignende
  • Du kan lede et møde, skrive et kortfattet og præcist referat og sikre opfølgning på det, der er aftalt
  • Du arbejder både selvstændigt og målrettet, men inddrager også beslutningstagere og samarbejder med kolleger, når det er nødvendigt
  • Du holder tungen lige i munden og kan navigere i en til tider kompleks organisation med mange interessenter, ønsker og holdninger
  • Du ved, hvordan du skaber mest værdi for pengene, så alle, der bruger byen, altid oplever en velfungerende bydel og et højt serviceniveau
  • Du har lyst til at arbejde i et lille sekretariat med højt til loftet, og hvor der ikke er en facitliste til alting.

 

Det får du

Hos os kommer du ikke til at kede dig, og du vil gøre en forskel for alle, der bor, arbejder og studerer i Ørestad. Du får et job, hvor du kan udvikle dig selv og vores organisation. Ofte er der nemlig ikke lang vej fra idé til beslutning og handling. Oven i hatten får du også løn, sundhedsforsikring, hævesænkebord, stort netværk, sjove og søde kolleger, pension, lækker kantine og god kaffe. Vi er temmelig fleksible i forhold til arbejdstid og hjemmearbejde, så længe du sammen med os andre gør, hvad du kan for at holde Ørestads veje, kanaler, parker og pladser i topform.

 

Har du spørgsmål?

Vil du gerne vide mere om stillingen, så kontakt sekretariatsleder Pia Vannacci Elnif på telefon 25 23 53 22.

 

Søg stillingen senest onsdag den 5. oktober 2022

Lyder stillingen som noget for dig, så send os din motiverede ansøgning og CV hurtigst muligt – og senest onsdag den 5. oktober kl. 23.59 på job@orestad.net.

Vi afholder samtaler løbende med henblik på ansættelse senest pr. 1 december 2022.

 

Om os

Vi er Danmarks eneste grundejerforeningssekretariat. Det lyder måske lidt skørt, hvilket det faktisk også er. I Ørestad er det nemlig grundejerne selv – og ikke kommunen – som har ansvaret for veje, parker, pladser og kanaler. Til den opgave er vi et lille sekretariat, som betjener bestyrelserne i de store grundejerforeninger og vandlaug.

Vi holder til midt i Ørestad og er en blandet flok med forskellige baggrunde og erfaringer, som spænder vidt lige fra fængselsvæsen og festival over jernbane og kvalitetskontrol til urban planning, coaching og tværmedial kommunikation.

Selvom vi har travlt og gang i alt lige fra julelys, tilsyn, referater og økonomirapporter til skraldespande, byggepladskontrakter og borgerhenvendelser, har vi også tid og plads til at huske hinandens fødselsdage, dele hverdagens små og store oplevelse, grine af en (plat) joke og fejre vores sejre sammen.