Vidste du, at du kan låne en båd og tage en hyggelig sejltur i Ørestad Nords kanaler helt gratis?

Lån en af Vandlaugets både/kajakker - eller brug din egen, hvis du har en! Foto: GFS Ørestad

Hvert år sætter Ørestad Vandlaug et antal både og kajakker ud i vandet. Og som beboer, ansat eller studerende i bydelen har du mulighed for at låne dem!

To bådstationer

Bådene er placeret på det nedsænkede område i Universitetskanalen ud for Ismageriet og i den sydlige del af Grønningen ud for Koncerthuset.

De er gratis at bruge, men du skal låne en nøgle i DR Byens reception for at låse dem op. Redningsveste og årer er ligeledes låst inde i kasser ved bådene. Husk at bære redningsvest under hele turen.

Du er også meget velkommen til at søsætte din egen båd eller kajak på kanalerne og søerne i Ørestad.
Det er til gengæld ikke tilladt at bade, svømme eller fiske i vandet, hvor fristende det ellers kan være...



Der er placeret både to steder i Ørestad Nord. Du skal låne en nøgle i DR Byens reception for at låse dem op. Kort: GFS Ørestad

Sat på pause i Ørestad Syd

I Ørestad Syd er tilbuddet midlertidigt lukket grundet tilbagevendende problemer med støj og misbrug af bådene. Det er ærgerligt for alle, som plejer at gøre brug af tilbuddet. Men Vandlauget arbejder på en ny brugerløsning, så bådene kan komme i vandet i 2022.