Forårsindretningen af byrummene har taget fart. Driften i GFS Ørestad har nu været forbi alle de udendørs opholdszoner og sat grundejerforeningernes spraglede Ørestads-stole ud.

Hyggen slår gnister omkring øerne af Ørestads-stole i Ørestad Nord. De nedsænkede plateauer gør, at man kommer meget tættere på Universitetskanalens overflade. Foto: GFS Ørestad

Stolene kommer ud på fællesområderne hvert forår til glæde for alle områdernes brugere.

Det gør de som en del af driftens "sommerpakke". Sommerpakken indeholder alt udendørs byrumsinventar, som ikke kan tåle det hårde slid fra vinteren og derfor opbevares på foreningernes fælles lager i de mørke måneder.

Som et led i den grønne omstilling henter og kører driften alt inventaret ud samtidig for at undgå unødvendige køreture ind og ud af byen.



Ørestads-stolene findes (til alles forvirring) i adskillige farver og modeller. I Ørestad City er mange af dem f.eks. grønne eller postkasserøde, mens der i Ørestad Nord både er gule, sorte og magentafarvede stole. Foto: GFS Ørestad

Midlertidige affaldsspande

"Sommerpakken" indeholder bl.a. også nogle midlertidige affaldsspande, som er sat ud ved nogle af de områder, der kræver lidt ekstra på affaldsfronten.

Den midlertidige model skal supplere de faste affaldsspande i de lyse måneder, hvor affaldspresset er på sit højeste, og har bl.a. fundet vej til Byparken, promenaden ved Kalvebod Fælled Skole, flere stoppesteder på Richard Mortensens Vej samt Robert Jacobsens Vej, hvor affaldsproblemet har vokset sig rigtig stort.

Hvis du får øje på en overfyldt affaldsspand eller en stol på afveje kan du til enhver tid tippe os på drift@orestad.net!



En af de midlertidige affaldsspande, der er indsat som en del af "sommerpakken". Denne står i lommeparken Mellemrummet i Ørestad Syd. Foto: GFS Ørestad