Insektsafarien øst for daginstitutionen Jorden Rundt har fået et stendige til gavn for det rige insektliv. Diget er etableret i sydvendt retning for at maksimere det tidsrum, det er eksponeret til solen. Solen varmer nemlig stenene op, hvilket skaber husly til parkens smådyrsfauna og hjælper os med at passe på dem.

Stenene er blevet leveret, og diget er ved at blive bygget. Det kommer til at se rigtig godt ud til foråret og sommeren, når livet for alvor dukker op igen / Foto: GFS Ørestad

Insektsafarien er et af de nyere anlæg i Ørestad Nord og er stadig under udvikling. Haven blev anlagt i 2018, og i 2019 udvidede vi den med endnu flere bi-oaser og sommerfuglebede.

I år har vi blandt andet opsat kastanjehegn rundt om haven og lavet kvashegn af afhuggede grene fra parkens træer og buske. Kvashegn er også gode opholdssteder og er elsket af insekterne.

Stendiget fuldender årets fornyelse af anlægget og fungerer både som en slags radiator og et hotel, hvor bier, sommerfugle og edderkopper har mulighed for at overvintre.

Besøg af Bonderøven
I september var Frank, a.k.a. Bonderøven, på besøg i insektsafarien i forbindelse med programserien Giv os naturen tilbage på DR1. Her finder han blandt andet rødkløver, honningurt, harekløver, knopurt og almindelig kællingetand.

Frank fremhæver blandt andet kællingetanden, som er et af de foretrukne udklækningssteder for sommerfuglelarver. Faktisk knytter hele 100 forskellige arter sig til "den her lille smukke gule blomst," fortæller han.

Og det kommer alt sammen fra samme sted: Den bæredygtige drift og udvikling af Ørestads grønne og blå anlæg, som afføder nytænkende løsninger på prøvede opgaver:

"Når der står almindelig kællingetand lige her, så er det fordi, nogen har besluttet sig for, at den kunne få lov at vokse her; at her behøver der ikke bare være klippet plænegræs; at her kunne der godt være plads til alle mulige andre sjove planter, som der er en masse insekter, der sætter pris på," observerer Frank.

Det er vi meget stolte af at kunne tage æren for!

Grundejerforeningerne arbejder løbende på at skabe flere og bedre levesteder for bydelens beboere og besøgende, men også dyr og planter. Selv om Ørestads grønne anlæg er unge, rummer de allerede fine naturkvaliteter - og derved et stort potentiale.

Vi glæder os til at prøve endnu flere nye driftstiltag og -eksperimenter af i 2021.



DR promoverede programserien 'Giv os naturen tilbage' med et klip, hvor Bonderøven besøger insektsafarien på Grønningen / Billede: DR