I 2019 er udviklingen gået stærkt i Ørestad Nord, og særligt Grønningen har fået et boost.

Grønningen er bl.a. blevet udvidet med en grejcontainer, så man kan komme helt tæt på naturen.

Bydelens centrale park bliver flittigt benyttet til alt, der rimer på fodbold, udendørs skoleaktiviteter og gåture. Men i de senere år har Grundejerforeningen Ørestad Universitetskvarter arbejdet hårdt og målrettet med at fremme parkens mødesteder og biodiversitet.

Insektsafari til børn
Tidligt i foråret anlagde vores gartnere 800 kvadratmeter sommerfugle- og insektbede. Bedene er anlagt som en diversitetsfremmende insekthave i det vilde terræn, hvor et bredt udvalg af blomsterblev plantet. Hele idéen med haven som en insektsafari blev født i grundejerforeningens arbejde for bynatur og tænkt sammen med formidling og aktiviteter i børnehøjde.

Arbejdet førte også til etableringen af en trækfærge over kanalen i samarbejde med vandlauget i 2018. Trækfærgen blev i 2019 suppleret med en naturcontainer med madlavningsgrej, udstyr og aktivitetsvejledninger til at komme helt tæt på naturen.

Længe leve biodiversiteten
I 2019 prøvede vi desuden noget nyt på Grønningen og i Byparken: Vi slog slet ikke græsset. Dette medførte, at flere plantearter blomstrede og satte frø, mens flere arter af insekter kom til. I sommer kunne parkens dyre- og planteliv derfor opleves i fuldt flor. En årlig slåning af græsset skaber rum for en naturlig dynamik, som tiltrækker arter fra Amager Fælled. Det vil kunne opleves igen i 2020.