I uge 38 lander Københavns Kommunes 20 fod store kulturcontainer på Asger Jorns Allé. Containeren er en grejbank, som skal gøre det nemmere for lokale aktører at holde arrangementer.

Den nye Kulturcontainer indeholder grej til afholdelse af offentlige arrangementer. Foto: Kultur S

"Der er mange aktører i Ørestad med gode idéer til arrangementer, men de mangler lokaler og grej, hvorfor de oplever, at det er svært at få dem ført ud i livet," fortæller Line Hørlück Eriksen, der er kulturmedarbejder i Kultur S i Københavns Kommune.

Derfor opstiller Københavns Kommune nu en lokal kulturcontainer. Containeren fungerer som grejbank ved at stille de nødvendige remedier til rådighed for foreninger og aktører, der vil lave aktiviteter i lokalområdet. Den skal ses som en låneplatform, hvor det er muligt kvit og frit at låne udstyr i tilfælde af, at man gerne vil holde et offentligt arrangement.

Kulturcontaineren har tidligere stået ved Slusen og flyttes nu til Ørestad, hvor den skal stå på hjørnet af Asger Jorns Allé ved Else Alfelts Vej.



Ud over Kulturcontaineren får Ørestad Syd meget snart en Byttecontainer. Her er den fotograferet på en tidligere placering. Foto: Miljøpunkt Amager

Byttecontainer er også på vej

Genanvendelse og sociale partnerskaber er også del af Ørestads grundejerforeningers arbejde med bæredygtighed. I den forbindelse får Ørestad meget snart sin første Byttecontainer for beboere.

"Fra Ørestad Syd er der et stykke vej til nærmeste genbrugsstation med bytteordning, som ellers er populær flere andre steder i København," fortæller Anne Christine Eskildsen, der er projektleder i kommunens Ressource- og Affaldsområde.

For at få den mulighed tæt på kommer der derfor en Byttecontainer på Asger Jorns Allé ved siden af Kulturcontaineren. I Byttecontaineren kan du komme af med det køkkenudstyr eller legetøj, som er for godt til at smide ud og fortjener et nyt hjem, ligesom du kan svinge forbi og finde din næste sovseske eller sweater helt gratis.

Hils på dine nye naboer

Kulturcontaineren lander i uge 38, og Byttecontaineren følger trop i oktober.

Du kan komme forbi containerne, når det passer dig. Derudover kan du komme til den officielle indvielse senere i oktober, hvor du også kan møde nogle af kræfterne bag. Datoen er endnu ikke fastlagt.

Fakta om Kulturcontaineren

  • Kulturcontaineren kommer til Ørestad som forpost til Byens Hus, som bliver hele bydelens kulturhus for enden af Asger Jorns Allé.
  • Kulturcontaineren indeholder blandt andet: Borde- og bænkesæt, kabeltromler, stikdåser, pavilloner, fatboys og lydanlæg med mikrofoner og kabler.
  • For at få adgang til udstyret i containeren skal man booke det via Ørestad Bylivskontors Facebook-side.
  • I løbet af efteråret vil Kulturcontaineren blive udsmykket i samarbejde med lokale aktører og kunstnere.

 

Fakta om Byttecontaineren

  • Byttecontaineren har tidligere stået i Københavns Nordvestkvarter og ved Prags Boulevard på Amager.
  • Den er åben døgnet rundt og tilses af lokale frivillige.
  • Containeren opstilles midlertidigt i seks måneder, hvorefter ordningen evalueres.
  • På Vesterbro blev der på et år byttet cirka 50 tons.
  • En del af Ørestads grundejerforeningers arbejde med bæredygtighed fokuserer netop på genanvendelse og sociale partnerskaber.