Grundejerforeningen Ørestad Universitetskvarter har asfalteret den nord-syd-gående sti, som strækker sig mellem de to broer på Grønningen. Senerehen får stien også en overfladebelægning og et naturligt udtryk.

Stien, som den så ud før asfalteringen i september.


Grundejerforeningen Ørestad Universitetskvarter har asfalteret den nord-syd-gående sti, som strækker sig mellem de to broer på Grønningen. Stien skal fortsat have et naturligt udtryk, hvorfor asfalten får en brun/grå overfladebelægning magen til den, som man kan finde på stierne til gående ovre på Fælleden.

Stien får derfor et helt andet udtryk end det, den har uden overfladebelægning. Overfladen laves, når vejret tillader det, enten i oktober eller i foråret.

Slut med vandpytter
Stien forbedres for at komme vandpytter til livs, og frem for at fortsætte med at fylde hullerne med grus har grundejerforeningen valgt at asfaltere den.

Grusstien er nemlig ikke hensigtsmæssig, når det kommer til driftens udstyr til saltning og snerydning. Derudover er trafiktrykket så højt, at driften ikke kan følge med på vedligeholdelsesfronten i de våde måneder. Nye huller opstår hurtigere, end de kan nå at blive fyldt, og det skaber vandpytter til gene for alle trafikanter.

På de gåendes præmisser
Det er også et spørgsmål om tilgængelighed. Alle, inkl. dårligt gående, skal have gode muligheder for at komme rundt i parken. Med andre ord skal færdsel på stien være på de gåendes præmisser.

Derfor undersøger grundejerforeningen også, hvordan man kan sikre det. Her kigger man bl.a. på bump til cykelstien. Det forventes, at en løsning bliver implementeret umiddelbart efter asfalteringen.



Stien på Grønningen får den samme overfladebelægning, man kan finde på stierne til gående på Amager Fælled.