Skøjtebanerne i Ørestad Nord blev desværre en kort fornøjelse. Ifølge Vandlaugets målinger er isens tykkelse nemlig allerede under de 16 centimeter. Isen er altså ikke længere sikker.

En ung skøjteløber nyder skøjtebanen på Amager Fælled / Foto: GFS Ørestad

Det var en god humørspreder, da GFS Ørestad tirsdag i uge 7 kunne melde ud, at to sektioner af Den Landskabelige Kanal i Ørestad Nord var godkendt til skøjtning og færdsel. Isens tykkelse var nemlig oppe på mindst 16 centimeter.

Med kælk og skøjter

Derfor ryddede Ørestad Vandlaug isen for sne og satte skilte op med tilladelse til skøjtning. Der blev henholdsvis åbnet for skøjtebaner på kanalsektionen ved kælkebakken og mellem Tom Kristensens Vej og broen i midten af bydelens centrale park, Grønningen.

Skøjtebanerne blev hurtigt opdaget af flere beboere i området, som også kunne nyde den sneklædte kælkebakke ved indgangen til Amager Fælled fra Ørestads Boulevard.

og mellem Tom Kristensens Vej og broen i midten af Grønningen. Den glæde blev dog øjeblikkeligt udfordret af plusgraderne og regnvejret, som fik isen til at tø hurtigt.

En kort fornøjelse

Skøjtebanerne blev en kort fornøjelse. Tøen har nemlig taget en bid af isen på et par centimeter. Ifølge Vandlaugets målinger tirsdag eftermiddag var isen allerede under de 16 centimeter. Det betyder, at isen ikke længere kan vurderes at være sikker, hvorfor skiltene er taget ned.

Det gik langt hurtigere end forventet, da Vandlauget havde håbet på, at skøjtebanerne ville kunne holdes åbne indtil fredag - og måske åbne op for endnu en sektion. Men tøen ville det anderledes.

Den Landskabelige Kanal er ikke det eneste vandområde i Københavnsområdet, som ikke længere vurderes at være sikker. Tidligere på dagen tirsdag meldte Miljø- og Teknikforvaltningen i Københavns Kommune ud i en pressemeddelelse, at søerne i Indre København var lukket for færdsel.

Læs også: Vandlauget åbner to skøjtebaner i Ørestad Nord