Traditionen tro blev der tændt bål på Grønningen, da G/F Ørestad Universitetskvarters årlige Sankt Hans-arrangement løb af stablen. I år var der flere deltagere, end vi har set længe.


For årets deltagere var der masser af underholdning og Sankt Hans-hygge på programmet. Ca. 180 børn i alderen 3-10 år tog kl. 17 hul på Den Store Skattejagt, og der var musikalske indslag hele aftenen. Først spillede duoen Peder & Louise børnevenlige sange, og senere sang Ørestad Kor og to dygtige solister fra DR Koncerthuset. Radiopersonligheden Margaret Lindhardt gav båltale om Sankt Hans' oprindelse og historien om DR Byen, og som noget nyt arrangerede Koncerthuset efter-bål-bar, hvor der blev danset til 70'er-funk og disco-tunes.

Familievenligt program

Grønningens bål blev tændt allerede klokken 19, så børn og voksne kunne se det sammen - og det var mange begejstrede for. I en mail takker en beboer grundejerforeningen for “at gøre arrangementet børnevenligt. Det var der mange, som værdsatte. Jeg talte med mange naboer, som fremhævede dette.”

Ud over beboerne var der også mange besøgende udefra. En familie med bopæl på Islands Brygge valgte arrangementet på Grønningen, fordi det passede meget bedre ind i hverdagen med børn og arbejde, at bålet blev tændt tidligt. De havde haft en dejlig aften, fortalte familiefaderen: “Det var så godt. Maden var særligt god, og så er det bare et dejligt område. Det var hyggeligt med musikken - de små elskede det.”


Find GFS Ørestads egne billedgallerier fra aftenen på Facebook (her) og Instagram (her).

Det var en fornøjelse at se så mange deltagere, og vi glæder os til at se mange af jer igen til Ørestad Kulturdag den 31. august!