Ørestad Vandlaugs fotoudstilling "Livet i Ørestads kanaler og søer" kan nu opleves i Ørestad Nord.

Oplev udstillingen om livet under vandoverfladen med udsigt til et af de steder, hvor mange billederne er taget.

I 2019 financierede Ørestad Vandlaug en ny fotoudstilling, som viser det rige dyre- og planteliv under vandoverfladen i Ørestads søer og kanaler. Udstillingen skal på rundtur i hele Ørestad og har indtil videre stået i Ørestad City.

Onsdag i uge 5 fik den dog et nyt hjem: DR Byens metrostation i Ørestad Nord. I den næste tid kan beboere og besøgende finde udstillingen i et af Ørestads største transitrum.

Sjælden vandplante
Fotografierne er taget af tre biologer fra organisationen Livet Under Overfladen. Bevæbnet med undervandskameraer gik de på opdagelse i Ørestads klare vand. Her fandt de både gedder, aborrer, krebs og en masse spændende vandplanter. Dykkerne fandt helt sensationelt den utrolig sjældne brodbladede vandaks i Universitetskanalen - en plante, man kun har fundet få andre steder i landet.

Find udstillingen ved foden af Universitetskanalen mellem DR Byen og DR Byen St.