One Prism More Dimensions bygger bro imellem kunst og videnskab. Hvordan bliver det hvide lys til farver, når der opstår en regnbue på himlen, eller når det skinner igennem vand og glas? Hvad er farver egentlig og hvordan oplever vi dem?

Alt dette kan du høre mere om til årets lystændingsfest på Tietgenkollegiet 27. november kl. 16.30. Billedkunstner Jette Hye Jin Mortensen fortæller om årets lyskunstudsmykning i Ørestad Nord, og fysiker Anders Thorseth fra DTU Fotonik holder et spændende og øjenåbnende oplæg for både små og store om den videnskabelige side af lys efterfulgt af en workshop, hvor vi sammen laver prismelinser til mobiltelefonen og introducerer en fotokonkurrence med præmier fra lokale vin- og isproducenter.



Ude på DTU Risø lidt udenfor Roskilde hvor DTU Fotonik hører til, fanger vi Jette og Anders i en samtale om lys:

Jette: - Er I ikke allesammen lidt fanboys af Newton? Lysvidenskabens fader.

Anders: - Haha, jo det er vi nok. Der er jo en ret sjov baggrund for hans opdagelser. London var jo ramt af pest og mange flyttede ud på landet. Også Newton. Her lavede han sit laboratorium og eksperimenter og fandt ud af, at dagslyset brydes i farver og lysbølger igennem bestemte materialer.

Jette: - Ja, apropos prismer, så må teknologien til at bearbejde glas vel også have været lige på det rette sted? Når man tænker på glasslibninger, venetiansk glas osv. fra perioden.

Anders: - Helt sikkert, i virkeligheden udviklede mange videnskabsmænd jo krigsmateriel, det var det som finansierede det de lavede. Kikkerter, målinger til præcise angreb osv. Newton havde jo også en sidebeskæftigelse med at torturere falskmøntere.

Jette: - HVAD?! Sikke en hyggelig fyr. Så var Goethe med hans digte lidt sødere. Vi kunstnere er jo ret glade for ham og hans farvelære, som jo bygger på og også lidt er en kritik af Newtons farvespektrum. Han finder flere farver i lyset og snakker lige pludselig også om oplevelsen af farver. Hvordan der også opstår farver i det menneskelige øje, som vi ikke kan måle.

Anders :- Ja, han beskriver feks. skyggefarver, hvordan et grønt lys på den ene side af en ting vil kaste en magenta komplementær farve, som vi altså opfatter, men som man ikke kan måle med noget apparat. Der er faktisk også nogle nyere, ret spændende undersøgelser af hvordan hvidt lys opfattes forskelligt i forskellige befolkningsgrupper.

Jette: - Sådan lidt ligesom man i norden rigtig godt kan lide glødepærernes varme skær og sydpå ofte har en køligere lysfarve i elpærerne? Det er jo ret spændende at tænke på, hvor grænsen går imellem at en farve opfattes fysisk og på en fælles måde og subjektivt eller kulturelt endda.

Anders: - Det er jo her kunsten og videnskaben eller det visuelle og det man kan måle og beregne supplerer hinanden.

Jette: - Det er jo lige netop det, jeg er så mega optaget af. Kunstneriske ideer får en helt anden dimension, når materialerne er aktive og interagerer med miljø, mennesker og rum på et videnskabeligt plan også. Du ved, jeg har jo også lavet projekter med Frederik C. Krebs og printede solceller, og det er så oplagt. I tænker jo lidt ligesom os på mange måder, kreativt og ud af boksen og så opfinder I hele tiden dimser, der kan det I skal bruge.

Anders: - Ligesom den der prisme-telefon holder.

Jette: - Hvis du ikke lige skulle have holdt oplæg, skulle du helt sikkert være med i fotokonkurrencen, haha. Det kunne være spændende at se, hvad du vil kigge efter.

Vil du høre mere? Så mød op til årets lystændingsfest tirsdag 27. november kl. 16:30 på Tietgenkollegiet, der er arrangeret af Grundejerforeningen Ørestad Universitetskvarter.