Nu titter forårsblomsterne snart frem
Snepryd (chionodoxa) er bare én af de længe ventede forårsblomster, du kan forvente at se inden længe. Foto: GFS Ørestad
Mange har nok allerede hilst på de tidligste forårsbebudere, erantissen og vintergækken, og der går nok ikke længe, før de næste forårsblomster banker på døren.
10.000 nye blomster i Ørestad City
Vores driftsfolk var i december ude og lægge 10.000 blomsterløg i Ørestad City. Du kan blandt andet glæde dig til snepryd, vibeæg, både perle- og porcelænshyacinter, crocus og botaniske tulipaner.
De fleste af blomsterne kan dukke op allerede fra marts og april, så bolden er hermed i vejrgudernes hænder.
De fleste løg er udlagt i Byparken. I midten af parken, hvor alle stierne krydser hinanden, er der lagt cirka 6.500 af dem i et stort cirkelslag.
Der kommer også knald på de små forårsblomster i det aflange bed langs med Det Flexible Hus, langs med hele anlægget “Løvtaget”, på Edvard Thomsens Vej og i Signalparken, som er den lommepark, der ligger mellem Arne Jacobsens Allé og Edvard Thomsens Vej.
Gartner udlægger blomsterløg i det aflange bed langs med Det Flexible Hus i Byparken i december 2020. Foto: GFS Ørestad
Rosa, lilla og et strejf af gul
Vores blomsterkasser rundt omkring i bydelen får også et nyt skud forårsblomster senere i marts.
Sidste år blev der blandt andet plantet friske hornvioler og perlehyacinter i kasserne. "I år står den på forskellige lækre nuancer af rosa, lilla og et strejf af gul", lover Produktionsleder i Grøn Vækst Stine Krüth Andersen.
Blomsterkasserne er blandt andet placeret foran institutionen LilleArena i Arenakvarteret, i August Schade Kvarteret i Ørestad Nord og langs Sivegaden i Ørestad City.