Parken blev etableret i december 2020 og har haft en hård første vækstsæson. Vi håber, brugerne vil hjælpe med at passe på den.

Skovrummet er genåbnet – hjælp med at passe på beplantningen

Siden august har parken ud for Bastionen på Else Alfelts Vej været lukket af, fordi planter, græs og træer har haft brug for at komme til hægterne. Nu er parken åben igen, men den har stadig brug for ekstra omsorg, kærlighed og pleje.

Grundejerforeningen Ørestad Syd appellerer til, at alle hjælper med at passe på det grønne byrum.

“Det iskolde forår og den både meget våde og tørre sommer har været rigtig hård for det nyetablerede byrum. Vi så os derfor nødsagede til at spærre området af i en periode for at give planter, græs og træer en chance for at genvinde kræfterne,” fortæller driftschef i GFS Ørestad Christian Andersen.

Afspærringen har været suppleret af ekstra pleje, vanding og kærlighed fra gartnerne, der passer grundejerforeningernes arealer. Den ekstra indsats har givet pote, og hegnet er derfor blevet fjernet, så det grønne område igen kan tages i brug.

“Det har været godt for området med en pause, og vi har forsøgt at gøre pausen så kort som mulig, så børn og voksne igen kan boltre sig på arealet. Men hvis beplantningen skal komme helt på fode igen, er der fortsat brug for en ekstra indsats. Derfor vil der nogle steder blive opsat organiske lave indhegninger, såkaldte kastanjehegn, som man også ser i Byparken og andre steder i Ørestad,” fortæller Christian og kommer med en afsluttende appel:

“Vi håber, at alle vil være med til at give området en chance for rigtigt at komme ovenpå, så vi får den park, vi drømmer om.”

Det har været godt for området med en pause, og vi har forsøgt at gøre pausen så kort som mulig, så børn og voksne igen kan boltre sig på arealet. Men hvis beplantningen skal komme helt på fode igen, er der fortsat brug for en ekstra indsats
Christian Andersen, Driftschef i GFS Ørestad

HVAD SKAL DER SKE MED DEN SIDSTE BYGGEPLADS?

Hvis du har din daglige gang i området, har du nok bemærket, at der fortsat er en byggeplads med indhegning på hjørnet af Else Alfelts Vej og Asger Jorns Allé. På det areal skal der også etableres et indbydende byrum som del af Skovrummet.

Etableringen af denne etape skulle have været i gang i år. Da den etablerede brandvej skal ændres, har grundejerforeningen dog ikke kunnet komme i gang, og projektet er derfor udskudt til næste år.

Så snart brandvejen er færdig, kan byggepladsen rømmes, og den næste etape af Helhedsplanen kan blive en realitet. Grundejerforeningen Ørestad Syd forventer at kunne gå i gang med etableringen i 2022.

 

Skovparken på Else Alfelts Vej. Foto: GFS Ørestad

FAKTA OM HELHEDSPLANEN

  • Over en årrække etableres byrum og kroge med vild natur og læ, der indbyder til ophold og oplevelser. Det arbejde tager udgangspunkt i en helhedsplan for Ørestad Syd.
  • Helhedsplanen er inddelt i flere etaper. Tidligere udførte etaper inkluderer den sydlige del af Skovrummet før molen på Else Alfelts vej, opholdsområdet ud for Lavetten på Richard Mortensens Vej og cafépladsen foran Café 8tallet.
  • Helhedsplanen gennemføres af Grundejerforeningen Ørestad Syd i samarbejde med BOGL og GFS Ørestad.

Læs helhedsplanen her.