Fem 40-fods containere placeres langs C. F. Møllers Allé for at beskytte cyklister og gående.

Cykelsti inden i containere
Byggeriet af Ø-Huset er godt i gang, og facaden, der vender ud mod C. F. Møllers Allé, skal mures op over det kommende stykke tid. Det skaber imidlertid nogle udfordringer for fodgængere og cyklister, som passerer forbi klods op af byggeriet. For at undgå at mørtel e.l. skulle falde ned på forbipasserende, sætter man fem store containere i forlængelse af hinanden, og skaber derved en afskærmning fra byggepladsen. På denne måde kommer man sikkert forbi byggepladsen, uden at skulle lægge sin rute om.

Malerier fra Ørestad Gymnasium
Containerne er dog ikke kun beskyttelse for cyklister og fodgængere. De er også et samlet lærred for en masse kunstprojekter udført af 1.g-elever fra Ørestad Gymnasium. Under temaet ”streetart” har eleverne malet omkring 90 malerier, der skal hænge på containerne ud mod C.F. Møllers Allé. Selvom containerne endnu ikke er helt klar til at cykle igennem, kan man allerede nyde synet en lang række malerier, der dekorerer de lettere slidte skibscontainere.

Resultatet af et godt samrbejde
Projektet er et resultat af et samarbejde mellem Ø-huset og Ørestad Gymnasium. Skanska A/S, der udvikler Ø-huset, tog kontakt til Gitte Harder Sørensen, som er billedkunstlærer på Ørestad Gymnasium, og de blev hurtigt enige om at benytte muligheden for at få udstillet elevernes projekter. Eleverne afslutter billedkunstfaget i år, og som et oplagt led i deres afgangsprojekt er værkerne nu kommet ud på gaden til gavn for alle forbipasserende. For Skanska A/S har det været en god måde at engagere sig i nærmiljøet, og samtidig har eleverne fået en unik mulighed for at vise deres værker frem til endnu flere.