Søg
Bylivspuljen
Den traditionsrige Campus Cup i Universitetskanalen modtager støtte fra bylivspuljen. Foto: Thor O'Hagan Petersen

Vil du bidrage til byudviklingen? Hvis du har en god idé til et arrangement eller projekt, som vil fremme bylivet i Ørestad, kan du søge midler fra grundejerforeningernes og vandlaugets Bylivspulje.

I Ørestad kan du søge støtte til dine events. Vandlauget og Grundejerforeningerne Ørestad Nord, Ørestad City og Ørestad Syd administrerer alle en pulje, som hvert år støtter lokale initiativer.

Bylivspuljen henvender sig til dig, som vil stable et nyt arrangement, projekt eller fællesskab på benene. Det kunne for eksempel være en musikdag, et motionsløb, en sportsturnering, et højtidsarrangement eller kunstudsmykning i byrummet.

Er du i tvivl, om din idé er berettiget til støtte? Bylivspuljen støtter events, projekter og initiativer, der opfylder et eller flere af følgende kriterier:

  • Det bidrager til at skabe liv og fællesskaber i Ørestad
  • Det bidrager til at skabe spændende aktiviteter, oplevelser og mødesteder
  • Det bidrager til kunstudsmykning i det offentlige rum
  • Det bidrager til leg og bevægelse i det offentlige rum – for alle aldre
  • Det bidrager til et Ørestad, som er attraktiv at bo, arbejde og være studerende i

Læs videre og download ansøgningsskemaerne nedenfor.

Værd at vide

om bylivspuljen

Hvem kan søge?

Bylivspuljen er tiltænkt alle aktører med tilknytning til Ørestad. Det betyder, at enkeltpersoner, foreninger, virksomheder og institutioner kan søge.

Det er dog et krav, at initiativet:

  • Foregår i Ørestad eller inddrager bydelens kanaler og søer
  • Er offentligt tilgængeligt
  • Opfylder et eller flere af følgende kriterier:
    • Det bidrager til at skabe liv og fællesskaber i Ørestad
    • Det bidrager til at skabe spændende aktiviteter, oplevelser og mødesteder
    • Det bidrager til kunstudsmykning i det offentlige rum
    • Det bidrager til leg og bevægelse i det offentlige rum – for alle aldre
    • Det bidrager til et Ørestad, som er attraktiv at bo, arbejde og være studerende i.

Midlerne i bylivspuljen er afsat til arrangementets/projektets afholdelse og planlægning. Der ydes ikke støtte til løn.

Hvilke krav skal ansøgningen opfylde?

For at modtage støtte skal du/I leve op til følgende krav:

  • Der indsendes et regnskab senest én måned efter arrangementets/projektets afholdelse, medmindre andet aftales. Tilskuddet bortfalder, hvis regnskabet ikke indsendes rettidigt
  • Regnskabet skal være stillet op på samme måde som budgettet, med de samme udgiftsposter
  • Projektet gennemføres som beskrevet i ansøgningen
  • Væsentlige ændringer i arrangementet/projektet skal godkendes
  • Grundejerforeningens eller vandlaugets logo fremgår i program/plakater/markedsføring/online promovering/mv.
  • Der indsendes dokumentation for, at arrangementet er gennemført, eksempelvis fotos.
Hvordan søger jeg?

Du ansøger ved at udfylde et ansøgningsskema og medsende et budget. Du skal også sende en skitsetegning, hvis du ønsker at bruge vandet eller grundejerforeningernes parker og byrum.

Grundejerforeningerne og vandlauget er selvstændige foreninger med hver deres økonomi og traditioner. Derfor er der fire puljer: Ørestad Nord, Ørestad City, Ørestad Syd og Ørestad Vandlaug.

Du kan ansøge bylivspuljen for det kvarter i Ørestad, dit arrangement eller initiativ knytter sig til.

Ønsker du for eksempel at søge midler til et arrangement eller initiativ i Ørestad Nord, skal du søge bylivspuljen for Ørestad Nord.

Ønsker du at bruge Ørestads kanaler eller søer, skal du søge vandlaugets pulje.

Download ansøgningsskemaerne her:

Send din ansøgning samt bilag til kontakt@orestad.net. Du får en kvittering for modtagelse af din ansøgning inden for 2-3 hverdage – men forvent længere svartid på selve ansøgningen.

Hvornår er ansøgningsfristen?

Der er ingen frist!

Ørestad Grundejerforeninger og Vandlaug modtager ansøgninger løbende.

Støttede projekter

Grundejerforeningerne og vandlauget har tidligere støttet events og projekter såsom:

 

Ørestad Loppemarked i Byparken.

Arrangementer som Ørestad Loppemarked, grundlovsfest, bjergløb og fastelavnsfest i Byparken er alle blevet til med støtte fra grundejerforeningens bylivspulje.