Idéen er simpel: studerende fra ITU eller KUA stiller med hold, som skal sejle stafet på tid frem og tilbage på tværs af Universitetskanalen.

Halvvejs skal man drikke en øl for at komme videre, inden stafetten - dvs. kajakken - overleveres til næste holdkammerat, som skal gennem den samme rute.

CampusCup i Ørestad Nord har vokset sig stor. For to år siden var idéen om en kajakstafet ikke andet end par linjer på et stykke papir. I dag er det Ørestad Nords største bydelsarrangement for studerende. Det er resultatet af et stærkt samarbejde mellem foreningen CampusCup, Ørestad Vandlaug og grundejerforeningen Ørestad Universitetskvarter samt en række nye sponsorer.


Arrangementet er inspireret af det århusianske 'Kapsejlads - Kampen Om Det Gyldne Bækken', som hvert år tiltrækker op mod 20.000 publikummer og stafethold fra samtlige af Århus Universitets fakulteter.

CampusCup er organiseret som forening på IT-Universitetet med egen bestyrelse og økonomi. Foreningen er startet op på eget initiativ og med økonomisk støtte og rådgivning omkring kanaler og aktiviteter fra G/F Ørestad Universitetskvarter og Ørestad Vandlaug.

Både grundejerforeningen og Vandlauget er glade for den positive udvikling, som arrangementet skaber for bydelen. De studerende mødes på tværs af studieretninger og anvender både kanaler, terasser, broer og pladser i byen til ophold, hygge og fest.


Samtidig er CampusCup styret af seriøse bestyrelsesmedlemmer, som løbende sikrer den gode dialog med naboerne i Karen Blixen Parken og på Tietgenkollegiet, samt med sponsorer og relevante myndigheder.

Foreningen har bl.a. sikret sig samarbejdsaftaler med studieboghandlen Academic Books, oplysningsorganisationen Sex & Samfund og energidrikgiganten Red Bull, som står for underholdning og gode tilbud. Kajakker, flåder og kanalområdet generelt er udlånt af Ørestad Vandlaug.

Følg med og se hele billedgalleriet på: https://www.facebook.com/campus.cup.cph