Børn og voksne tager en tørn langs fælleden i Ørestad Syd

Flasker, tøjrester, madpapir, flamingo, plastikkrus, et bildæk og cigaretskodder i massevis.

Det er bare nogle af de ting, som blev samlet ind ved Affaldsindsamlingen i Ørestad 2015.

60 mennesker, både voksne og børn, mødte op i Ørestad Nord, City og Syd og indsamlede over 40 store sække med affald fra vej-, park- og naturarealer i bydelen. Herefter var der workshop i Ørestad City, hvor man kunne bygge særlige "skrot-fugle" ud af metaldåser og plastikdele.

Workshoppen var arrangeret af arkitekter og kulturformidlere Julie Dufour og Gitte Mathiasen.

Naturvejleder Troels Puch Astrud kører afsted med dagens "fangst"

I Ørestad Syd stod Naturcenter Amager for eventen, som fokuserede på randområderne til fælleden og de grønne arealer mellem byggerierne i bydelen samt Plug'n'Play-området.

I Ørestad City og Nord stod GFS Ørestad for arrangementerne, som koncentrerede indsamlingen omkring park- og vejsidearealer i bydelene.

Se resultaterne af Affaldsindsamlingen på landsplan HER. Resultaterne opdateres live i takt med, at registreringerne kommer ind.

Sæt kryds i kalenderen allerede nu
Det er Danmarks Naturfredningsforening, som står bag landets mange affaldsindsamlinger hvert år i april. De leverer materialer og kommunikation, mens selve indsamlingerne arrangeres så af lokale foreninger og aktører.

Her i Ørestad arrangeres affaldsindsamlingen af GFS Ørestad og Naturcenter Amager, og vi planlægger at gøre Affaldsindsamlingen til en årligt tilbagevendende begivenhed.

Sæt allereden nu kryds i kalenderen i søndag den 17. april 2016!

De sjove "skrot-fugle" er bl.a. bygget ud af indsamlet skrald, metal og plastik

Udover det positive i selve dét at fjerne affald fra naturen, så har arrangementerne også en formidlende effekt omkring håndtering af affald generelt. Hvor længe tager naturen om at nedbryde en metaldåse? Et cigaretskod? En pose med fast food-emballage?

Især de mange børn, som deltog ved arrangementerne, fik pirret nysgerrigheden og fik viden om naturen og vores affaldshåndtering på en sjov, underholdende og lærerig facon.

Det vil vi gerne gøre endnu mere ud af i fremtiden!

Tak til alle som deltog, til Naturcenter Amager, Danmarks Naturfredningsforening og til Julie Dufour og Gitte Mathiasen.

Vi ses til næste år.

Få Ørestads-relevant info på vores Facebook-side, og få meget mere natur på Naturcenter Amagers Facebook-side.

Cigaretskodder var særligt "populære" på Sivegaden ud for institutionerne og langs Nordre Landkanal