Er du til fodbold og løbeture, eller en hyggelig eftermiddag på biblioteket? Ørestad Nord indbyder til både fysisk udfoldelse og kreativ fordybelse. Her er masser af muligheder!

Walk'n'Talk-ruter
Hold møde ude istedet for inde! Gå-møder giver luft til hovedet og et afbræk fra kontoret. Tag turen gennem Ørestad Nords flotte arkitektur eller ud over fælleden.  

Kunstgræsbanen
Alle med fast tilknytning til Ørestad Nord kan ansøge om en fast tid på bydelens 7-mands fodboldbane i kunstgræs. Banen er oplyst i de mørke timer og kan bruges året rundt. Hver uge er der desuden afsat tid til frit spil for beboere, som bare vil spille med vennerne eller lege med ungerne i ny og næ.

Naturlegepladsen
Grønningens legeplads er bygget i robuste naturmaterialer med både rutsjebane, gynger, hule og klatrenet. Og så kan du lege jorden er giftig på træstubbe, eller måske lege gemmeleg og jagte påskeæg i det viltre buskads? Området er desuden faldsikret med en blød belægning.

Træningspavillonen
Tag en løbetur i dugfrisk luft og hold pause ved træningspavillonen mellem Koncerthuset og Amager Fælled. Pause er måske så meget sagt, for her bliver du udfordret på styrken og på balancen! Det er Grønningens eget lille træningscenter – og så er det overdækket, så du kan give den gas i al slags vejr.


De gule og sorte stole

I de lyse måneder finder du en masse gule og sorte stole i bydelen. Stolene ejes af områdets grundejerforening og er sat ud til fri afbenyttelse. De giver frihed til at placere sig bedst muligt i forhold til sol, læ eller arrangementer i det fri. Brug dem til din grillaften på Grønningen eller til at slappe af langs Universitetskanalen.

Petanque og Multibanen
Er du mere til basket og hockey end til fodbold? På multibanen kan du begge dele – året rundt. Overfor multibanen finder du en petanquebane i grus. Banerne kan bookes til specielle arrangementer, men er ledige til frit spil og leg det meste af tiden. Husk at tage dine egne bolde med.

Grillzone og bålplads
Her kan du grille og hygge i intime omgivelser i læ for vinden. Du finder to permanente griller og en vandpost. Er du mere til åben ild og snobrød, så brug Sankt Hans-bålpladsen på græsset ved Den Landskabelige Kanal.

Sejlads og skøjteløb
Ørestads kanaler har mange funktioner, men den vigtigste er at være rekreativ ressource for områdets brugere. Om sommeren kan du sejle i kano eller robåd i Universitetskanalen, og om vinteren åbnes enkelte sektioner for skøjteløb i Den Landskabelige Kanal. Der må skøjtes, hvor der skiltes.

Hundegård og hundetræning
Husdyr i byen har også behov. Når du ikke tager den lange tur med hunden ind over Amager Fælled, kan du bruge hundegården nord for kunstgræsbanen. Du kan desuden træne hvalpe og unghunde på Grønningen med Dansk Kennel Klub.