Bestyrelserne i både G/F Ørestad City Syd og Syd undersøger i øjeblikket mulighederne for midlertidige adgange til fælleden.

Beboere i Ørestad Syd har udtrykt ønske om en midlertidig adgang fra den vestlige del af bydelen ud til Naturpark Amager, indtil der kommer afklaring på de endelige anlæg af promenade, stisystemer, indgangspartier mv. i området.

Naturkvaliteter
Københavns Kommune ønsker at tage stilling til naturkvaliteterne, herunder bevaringsværdige arter mv. i området ud for Arenakvarteret, inden man færdigprojekterer området. Sådan et arbejde er temmelig tidskrævende, da man skal dokumenterer forskellige arter, som trives på fælleden, og projektet skal også indgå i sammenhæng med en overordnet helhedsplan for områdets videreudvikling, så man sørger for, at den naturlige rigdom velbevares.

Bestyrelserne i G/F Ørestad Syd og City Syd er interesserede i en status på Naturpark Amager-projektet generelt, og de vil gerne samarbejde med Københavns Kommune f.eks. med kommunikation til områdets brugere eller andre forslag til samarbejde.

Naturpark Amager
Naturpark Amager er en fælles betegnelse for Amager fælled, Kalvebod fælled, Kongelunden samt Sydamagers Kystlandsskab, og tilsammen dækker de et areal på 3.500 hektar. Her finder man en meget varieret natur og rigt fugleliv, og området har en enorm rekreativ kvalitet, hvor man som beboer, som ansat, som institution, eller som besøgende vil glædes over adgang til arealerne fra de nye byområder allerede nu.