I 2012 fik Hovedkanalen langs Sivegaden i Ørestad City tre ovale træplatforme, træøerne, som er placeret helt tæt på vandoverfladen. Men én af dem har skilt sig ud fra gruppen.


Den midterste træø har nemlig kun været forbundet til Sivegaden og ikke Ørestads Boulevard. Ved VM Husene har man derfor ikke kunnet gå tværs over kanalen, som man har kunnet det på de to andre øer.

Nu har Ørestad Vandlaug, som ejer og vedligeholder træøerne, bygget den gangbro, som har manglet. Grundejerforeningen Ørestad City er med på idéen og vil derfor lave en sti op til boulevarden, som understøtter den nye bløde forbindelse.

Prisvindende perler
Træøerne var vinderforslaget i projektkonkurrencen “Byrum for livet" og er tegnet af arkitekterne Open Research Team (ORT). I 2013 vandt de Københavns Kommunes pris “Gode og smukke bygninger og bymiljøer" med følgende begrundelse (uddrag):

“Øerne vandt på deres enkelthed. Med et utrolig flot og sikkert greb tager øerne fat i Ørestad store skala, men de formår også at fungere individuelt som små arkitektoniske perler, der taler til mennesker og hverdagsliv."