For 12. år i træk kan du komme med til Ørestads største byfest, når Ørestad Kulturdag byder alle velkomne lørdag den 25. august. I år foregår det hele på Grønningen og langs Universitetskanelen i hjertet af Ørestad Nord. Dagen vil byde på et væld af oplevelser og aktiviteter til folk i alle aldre.


I år sætter ØX18 fokus på, at Ørestad udvikler sig med lynets hast. I Ørestad Nord har udviklingen kørt i et lige så højt tempo som i resten af Ørestad, men alligevel adskiller bydelen sig lille smule fra de andre byområder. Her havde man bygninger og forskellige funktioner langt inden, der var noget, der hed Ørestad, og på mange måder har udviklingen af netop Ørestad Nord været speciel med et væld af forskellige funktioner, der side om side har skabt og fortsat skal skabe den bedste udvikling for byen. Derfor er temaet for Kulturdagen 2018: Ørestad I Udvikling.


Lokalt engagement
Det er både tid til at kigge tilbage og gøre status, men også tid til at se fremad og drømme i fællesskab. Vi skal vise den nyeste udvikling inden for byggeri og arkitektur, måske fokusere på bæredygtighed og bynatur og evt. se på tendenser inden for medier og teknologi – det er alt sammen op til alle de aktører, som er med til at skabe dette års Ørestad Kulturdag. Har du noget, som du vil bidrage med – en aktivitet, en begivenhed eller bare en god idé – så kom forbi Ørestad Bibliotek den 14. maj kl. 16 – 17:30, hvor alle beboere og aktører inviteres til fælles brainstorm, hvor vi taler om årets tema for Ørestad Kulturdag, får inspiration til aktiviteter eller kommer med gode ideer. Der vil være lækker forplejning, kreativitet og højt humør! 


”Ørestad Kulturdag er fælles projekt, der gennemføres år efter år med opbakning fra Ørestads lokale aktører. Det er enormt imponerende, at en stadig ny bydel byder på et så stærkt engagement. Jeg er meget spændt på at se, hvordan byrummene i Ørestad Nord kan aktiveres, og hvordan aktørerne vælger at fortolke dette års tema,” siger Arendse Noes Jørgensen, projektleder for Ørestad Kulturdag.


Byliv mellem bygninger
Under temaet ’Ørestad i udvikling’ vil kulturdagen invitere alle interesserede til at tage del i bydelens udvikling. Én del af udviklingen er alle de store og markante bygninger, der skyder op i rasende fart. En anden og lige så vigtig del er alt det, der sker mellem bygningerne – der, hvor folk mødes og skaber kontakt på tværs af byen, der hvor bylivet opstår. Derfor bliver Grønningen og Universitetskanalen i Ørestad Nord den centrale ramme for aktørernes aktiviteter og begivenheder den 25. august. Som et hhv. grønt og blåt bånd har de to steder været oplagte mødesteder for områdets beboere og brugere, og på denne måde sat afgørende præg på bydelens udvikling.


Arendse Noes Jørgensen fortsætter: ”Med Ørestad Kulturdag forsøger vi at skabe kulturelle mødesteder for beboere og besøgende, og aktivere byrum igennem kulturelle aktiviteter og oplevelser. Sidste år skabte de smalle parkbånd i Ørestad Syd en meget lokal byfest-stemning. I år vil vi måske opleve kulturdagen fra en helt anden side – og det er det, der gør det så interessant, at festlighederne rykker fra bydel til bydel.”

Sæt stort kryds i kalenderen den 25. august. Vi glæder os til at se dig til Ørestad Kulturdag 2018 – Ørestad I Udvikling.