Ørestads grundejerforeninger planter en masse træer i samarbejde med Københavns Kommune. En ny partnerskabsaftale skal danne grobund for nye træer rundt omkring i Ørestad.

Ørestads grundejerforeninger planter en masse træer i samarbejde med Københavns Kommune. En ny partnerskabsaftale skal danne grobund for nye træer forskellige steder i bydelene. Tidligere er der plantet 69 nye piletræer i Ørestad Syd, og nu er turen kommet til Ørestad Nord og City. 

Alt dette har kunne lade sig gøre ved at indgå et samarbejde med Københavns Kommune. De leverer de mange nye træer, så længe modtagerne selv står for at plante og passe dem. Træerne skal komme alle til gode, og derfor er det også et krav, at de bliver plantet steder, hvor alle kan se dem og få glæde af dem.

Ørestad Nord får flere frugttræer
På Grønningen i Ørestad Nord er der store grønne fællesarealer, der til efteråret suppleres med bærbuske og frugttræer, som kommer til at give området et farverigt og varieret udtryk. Beplantningen skaber tilmed et bedre økosystem i området generelt, når fugle og insekter for bedre leveforhold. 


Luftfoto fra Københavnerkortet 2016

Den nye lethal Ørestad City, Ørestad Streethal, som åbnede tidligere i år, får otte nye træer, som er med til at danne et indbydende landskab omkring de nye, udendørs træningsfaciliteter. 

’By-oaser’ og læ for vinden
Selvom Ørestad Syd har fået nye træer, er der flere på vej. Der søges om over 100 nye træer, der skal give de kommende parkområder grønne, rekreative ’by-oaser’, hvor beplantningen også kommer til at fungere som læ for vinden.

Disse tiltag er delelementer af større, overordnede indsatser for områderne, hvor grundejerforeningen arbejder for at gøre udearealerne mere naturlige og grønne. Disse indsatser defineres i foreningernes egne strategi- og helhedsplaner, som er omdrejningspunktet bestyrelsernes udviklingsarbejde. 

Hent strategiplanen for Ørestad Nord og Ørestad City nederst på siden.