Ørestads fælles arealer og kanalanlæg ejes privat af alle grundejerne. Som beboer eller virksomhed i Ørestad er du repræsenteret i en bydelens grundejerforeninger.

Ørestad er inddelt i en række områder. Hvert område har sin egen grundejerforening, som ejer områdets fællesarealer. Det gælder parker, stier, byrumsinventar, idrætsfaciliteter og enkelte grunde og vejforløb.  

Derfor er Ørestad en særlig konstruktion, som adskiller sig fra resten af Københavns Kommune. Kommunens arealer driftes og udvikles nemlig af kommunen selv, mens Ørestads arealer driftes og udvikles af bydelens grundejerforeninger.

Det er altså grundejerne selv i Ørestad, repræsenteret ved grundejerforeningernes bestyrelser, som har ansvaret for udviklingen af Ørestad som sammenhængende bydel.  

Det giver nogle særlige fordele:

  • Ørestad har et højt drifts- og vedligeholdelsesniveau, da grundejerforeningerne selv kan hyre entreprenører til driftsarbejdet og selv føre tilsyn med arealer, byggepladser og kanalanlæg.
  • Ørestads grundejere, beboere og erhvervsdrivende kan selv præge bydelens udvikling - f.eks. gennem beboerworkshops, henvendelser til sekretariatet og deltagelse på grundejerforeningernes årlige generalforsamlinger.

Ørestads forskellige kvarterer
Ørestad består overordnet set af seks områder. Ikke alle områderne er færdigudviklet, og et enkelt er slet ikke påbegyndt endnu. De seks kvarterer i Ørestad fra nord til syd er:

  • Ørestad Nord
  • Amager Fælled Øst (ikke udviklet)
  • Amager Fælled Vest
  • Ørestad City
  • Ørestad City Syd (igang)
  • Ørestad Syd

Klik på en bydel i menuen i toppen for at læse mere om den og se kort over grundejerforeningernes arealer.

Foreningerne serviceres af det fælles sekretariat, GFS Ørestad, som står for alt administration, projektledelse og kommunikation i grundejerforeningerne. Sekretariatet repræsenterer desuden grundejerforeninger og vandlaug overfor samarbejdspartnere og eksterne interessenter.

Ørestads kanaler og søer
Vandområderne i Ørestad administreres af Ørestad Vandlaug. Vandlauget er den driftsorganisation, som har ansvaret for det daglige tilsyn med kanaler og søer samt for udviklingen af kanalanlægget i takt med, at Ørestad bygges færdig og nye bykvarterer skyder op.

Ørestad Vandlaug bestyres af repræsentanter fra grundejerforeningen og fra Københavns Kommune, som vælges på grundejerforeningernes egne generalforsamlinger. Derudover har vandlauget tilknyttet eksterne fagfolk fra Rambøll og Århus Universitet. Disse sikrer den løbende tilsynsførelse med vandets kvalitet, dyrelivet i og omkring vandet og de tekniske ting som tilslutning af regnsvandsopsamling og vandrensning.