Har du også lagt mærke til det høje græs i Byparken i Ørestad City og på Grønningen i Nord? Læs om tiltaget her.

Mange beboere og forbipasserende lægger i disse dage mærke til det høje græs i Ørestad City og Nord. Det handler dog ikke om dårlig drift, men om biodiversitet.


På det seneste har mange beboere og forbipasserende lagt mærke til det usædvanligt høje græs, som kan findes på enkelte plæner i Byparken i Ørestad City og på Grønningen i Nord. Græssets længde er dog langt fra en driftsmæssig forsømmelse.

I virkeligheden har græsset både et æstetisk og et bæredygtigt formål. Foruden at gøre oplevelsen af græsarealerne mere spændende for beboere og besøgende er det et målrettet forsøg på at fremme biodiversiteten i områderne. Problemet med helt kortklippet græs er nemlig, at det hæmmer plante- og insektlivet. Derfor lader vi tingene gro, så vi kan se, hvilke arter der kommer op - og planlægge hvad der er værd at beholde.

Beboere støtter op

På Facebook har mange beboere allerede bakket op om initiativet. En City-beboer skriver bl.a. følgende:
“Vil bare sende en stor tak for at lade en del af Byparken gro til med langt græs. Det er smukt og fordrende for både insekter, børn og alle, som elsker det grønne.”

At lade græsset gro vildt giver også nye muligheder for at skabe nye ruter, hvilket er tilfældet på Grønningen. Her er græsset nu klippet i form af en sti, som snor sig igennem det høje græs.

I fremtiden lærer vi mere om, hvordan vi kan understøtte både biodiversitet og smukke parker i Ørestad.