Bæredygtighed i lokalsamfundet er både et spørgsmål om biodiversitet og lokale partnerskaber. Men det er også et spørgsmål om tryghed og tilgængelighed. Grundejerforeningerne prioriterer derfor at sikre fællesarealer, der skaber trygge, grønne rammer for byens brugere.

Ørestads grønne anlæg bliver brugt af mange forskellige brugere med mange forskellige formål

I Ørestad er det ikke kommunen, som ejer de store fællesarealer og kanalanlæg, men bydelens beboere og erhvervsdrivende. De er repræsenteret i grundejerforeningerne og vandlauget, som varetager arealernes vedligeholdelse og fornyelse. Derfor er Ørestad anderledes: Byens brugere præger selv bydelens udvikling. I årenes løb har man derfor brugt mange ressourcer på at skabe frodige, rekreative naturrum imellem de tætte bebyggelser. Noget, mange lokale er rigtig glade for og flittige brugere af.

Ørestad Nord har fx Grønningen, hvor parkens gæster bl.a. har adgang til en naturlegeplads, en multibane og en træningspavillion. Ørestad City har Byparken og lommeparker som Frugtlommen og Skovbrynet. Arenakvarteret har Byfælleden, som strækker sig langt ind i bybilledet. Og i Ørestad Syd er man i gang med at anlægge Skovrummet, Parkrummet og Kanalrummet langs de tre parallelle alléer. Alle fire byområder deler de smukke bykanaler, som opsamler regnvand og skaber værdi for dyr, planter og mennesker.

Noget for enhver
Ørestads grønne anlæg bliver brugt af mange forskellige brugere med mange forskellige formål. Derfor prioriterer grundejerforeningerne at gøre naturrummene brugbare for alle. Fx bliver bydelens kunstgræsbaner og øvrige idrætsfaciliteter flittigt brugt af skoleelever, studerende, foreninger, virksomheder og beboere. Parkerne byder på et væld af udflugtsmål for daginstitutioner, mødesteder for hundeejere og stille hjørner til weekendens picnic.

Grundejerforeningerne udvikler byrummene løbende og inddrager beboerne i så vidt omfang som muligt. I Arenakvarteret har man fx afholdt “samtalevandringer” med små beboergrupper, hvor gode, konkrete idéer formgives på en gåtur i kvarteret. Det format adopterer Grundejerforeningen Ørestad Syd i 2020.