Vidste du, at Ørestads søer og kanaler er fyldt med gedder, aborrer og flere sjældne vandplanter? I 2019 fik Ørestad en fotoudstilling, som viser det rige dyre- og planteliv under vandoverfladen.

Et af billederne i fotoudstillingen “Livet i Ørestads kanaler og søer." Foto: Martin Kielland

Vandlauget i Ørestad får jævnligt foretaget biologiske undersøgelser af vandkvaliteten og livet under overfladen i Ørestads kanaler og søer. I 2019 resulterede disse undersøgelser i en spændende udendørs fotoudstilling.

Udstillingen blev lavet i samarbejde med to undervandsfotografer fra organisationen Livet under overfladen, som fotograferede både fisk og vandplanter. Helt ekstraordinært fandt de i Universitetskanalen den sjældne brodbladede vandaks, en plante, som kun er fundet to andre steder på Sjælland og få steder i Jylland.