På januars sidste dag vrimlede det med børn, unge og voksne i gadebilledet i Ørestad Syd og Arenakvarteret. Beboerne var gået sammen om en fælles skraldedag, som endte med fire flotte bjerge af affald.

En frivillig affaldsindsats for beboere i Ørestad Syd endte med fire flotte bjerge af affald, som driften kunne hente dagen efter / Foto: Grøn Vækst

GFS Ørestad udbringer et stort TAK til alle deltagerne for den fremragende indsats!

Cigaretskodder, mundbind, plastikkrus, hundepøller og ... indkøbsvogne? Det var en broget bjergkæde af affald, som ventede på GFS Ørestads driftsfolk mandag den 1. februar.

Der havde lige været fælles skraldedag i kvarteret, og driften skulle afhente alt det indsamlede skrald. Og der var så meget skrald, at der måtte køres to gange for at få det hele med!

Støtter op om efterfølger

Tak til Ute Wolff Sönksen og Trine Graack, som tog initiativ til og organiserede skraldedagen; tak til COBRAcph og Rema1000, som sørgede for guf og forplejning til alle deltagerne; og ikke mindst tak til alle de frivillige, som gav en hånd med på dagen og endnu en gang fremviste det stærke fællesskab i bydelen!

G/F Ørestad Syd og GFS Ørestad støtter glædeligt op om en efterfølger og stiller gerne gribetænger og affaldssække mv. til rådighed igen.

Læs også: Ørestad vokser. Det samme gør mængden af affald