Der er forår i luften. Inden længe begynder farverne for alvor at vende tilbage til bydelen, og flere af jer vil søge udenfor for at nyde parkerne, legepladserne og alle de udendørs faciliteter til idræt og rekreation. Derfor er vores driftsfolk i denne uge gået i gang med at gøre Ørestad forårsklar.

I samarbejde med vores driftsoperatør, anlægsgartnerfirmaet Grøn Vækst, har vi iværksat forårsklargøringen af bydelen og blandt andet opsat flere kvashegn med afklippede grene fra Ørestads grønne anlæg. Foto: GFS Ørestad

Det er ikke kun kalenderen, som melder om forår. Sneen er smeltet, og jorden er ved at give slip på februarfrostens tag. Bynaturen er meget snart spireklar og kalder på en hjælpende hånd. Nærmest som om den siger: “Jeg er klar nu.”

Det er vores driftsfolk i den grad også. I denne uge er de gået i gang med at gøre bydelen klar til foråret.

Kvashegn giver ly og læ

Gartnerne er blandt andet i gang med at opsætte kvashegn på de grønne områder. Der bliver opsat nye kvashegn på Byfælleden og rundt om insektbedene på Grønningen, hvor der ligeledes er etableret et stendige.

I Byparkens sydvestlige hjørne er et eksisterende kvashegn blevet forlænget, så det skaber læ omkring et par af parkens bænke.

Kvaset består udelukkende af afklippede grene og lokalt affaldstræ, som insekterne elsker at gemme sig i og mæske sig med. Det grønne affald bliver altså genbrugt inden for Ørestads bygrænser.

Læs også: Alt grønt affald skal genanvendes

Gartnerne luger desuden ud i bedene og beskærer trængende planter, så de får de bedste vilkår til at vokse.



Der bliver luget i de store, cirkelformede bede på Kanalpladsen i Arenakvarteret, så den flotte beplantning får de bedste vilkår til at vokse. Foto: GFS Ørestad

Rens, fejning og fornyelse

Alle borde- og bænkesæt bliver desuden hevet ind for at blive renset, mens sandkasserne på grundejerforeningernes arealer får helt nyt sand. Det gælder blandt andet “rutsjebaneøen” i Byparken, legepladsen ved Bella Hus, samt flere af legepladserne på Grønningen i Ørestad Nord.

Dertil skal grusstier rives og renses, og vinterens snask og skrammel skal ryddes fra bybilledet. Til det formål har driften vækket fejemaskinen fra sit vinterhi.

Der bliver ikke fejet i vintermånederne på grund af trykket fra regn, sne og isdannelse. Men nu er fejemaskinen tilbage på pletten.