Lørdag den 29. august bliver Byparken i Ørestad City vært for den nye fotoudstilling "Stemmer fra Amar". Lanceringen finder sted fra kl. 16-17 med gratis is og kaffe.

Fotoudstillingen står lige nu på Amager Strand, men kan opleves i Byparken fra den 29. august. Fra venstre: Rikke Colburn, Majken Astrup / Foto: Stemmer fra Amar

Den nye fotoudstilling forsøger at fange Amagers lange historie med nutidens øjne. Den kommer til Ørestad lørdag den 29. august, og det kan du være med til at fejre! Lanceringen finder sted fra kl. 16-17, hvor man kan nyde de flotte billeder og den gode stemning sammen med en kop gratis kaffe fra Coffngo og is fra Moo Moo Isbar.

Glade og stolte
Det er fotograf Rikke Colburn og journalist og historiker Majken Astrup, som hhv. står bag fotoudstillingen og en podcastserie af samme navn. "Vi er simpelthen så glade og stolte", skriver de på Facebook.

Udstillingen åbnede den 10. august på Amager Strand, hvor den står lige nu. Men fra den 29. kan den opleves i Byparken. Her står den frem til den 17. september, hvor den rykker til Tårnby Bibliotek.

Kontrasternes ø
"Amager er en ø, hvor man både har gårde og idylliske landsbyområder, store naturområder med vilde dyr og dejlige strande, men også højhuse, tætbefolkede områder og en lufthavn", fortæller Rikke Colburn: "Det er et sted, hvor landet møder byen og omvendt. Dét har jeg forsøgt at fange i løbet af de sidste par år".

De tyve fotografier, som er udvalgt til fotoudstillingen, kan opleves i hjemmebyggede udstillingskasser af træ.

Udstillingen er støttet af Amager Vest Lokaludvalg, Amager Øst Lokaludvalg, Tårnby Kommune og Dragør Kommune.