Forår, forår, forår! Det har (til ingens overraskelse) været en kold og omtumlet dansk vinter med vand, sne og is alle vegne. Men nu sætter foråret ind, og vi vil meget snart begynde at se de lyserøde, lilla og gule nuancer dukke op i jordbunden.

Snepryd (chionodoxa) er bare én af de længe ventede forårsblomster, du kan forvente at se inden længe. Foto: GFS Ørestad

Mange har nok allerede hilst på de tidligste forårsbebudere, erantissen og vintergækken, og der går nok ikke længe, før de næste forårsblomster banker på døren.

10.000 nye blomster i Ørestad City

Vores driftsfolk var i december ude og lægge 10.000 blomsterløg i Ørestad City. Du kan blandt andet glæde dig til snepryd, vibeæg, både perle- og porcelænshyacinter, crocus og botaniske tulipaner.

De fleste af blomsterne kan dukke op allerede fra marts og april, så bolden er hermed i vejrgudernes hænder.

De fleste løg er udlagt i Byparken. I midten af parken, hvor alle stierne krydser hinanden, er der lagt cirka 6.500 af dem i et stort cirkelslag.

Der kommer også knald på de små forårsblomster i det aflange bed langs med Det Flexible Hus, langs med hele anlægget “Løvtaget”, på Edvard Thomsens Vej og i Signalparken, som er den lommepark, der ligger mellem Arne Jacobsens Allé og Edvard Thomsens Vej.



Gartner udlægger blomsterløg i det aflange bed langs med Det Flexible Hus i Byparken i december 2020. Foto: GFS Ørestad

Rosa, lilla og et strejf af gul

Vores blomsterkasser rundt omkring i bydelen får også et nyt skud forårsblomster senere i marts.

Sidste år blev der blandt andet plantet friske hornvioler og perlehyacinter i kasserne. "I år står den på forskellige lækre nuancer af rosa, lilla og et strejf af gul", lover Produktionsleder i Grøn Vækst Stine Krüth Andersen.

Blomsterkasserne er blandt andet placeret foran institutionen Lil­leArena i Arenakvarteret, i August Schade Kvarteret i Ørestad Nord og langs Sivegaden i Ørestad City.